Vores historie
Det startede i Jægergårdsgade en vinterdag i 1906. Her fik den 29-årige snedker Jens Anders Pedersen ”Borgerskab i Staden”. Han fik efter nogle år kontrakt med Post- og Telegrafvæsnet og leverede posthusinventar til etaten over hele landet.
Samtidigt var der også snedkerarbejde i at køre ud til de efterladte for at tage mål til kister, og da en større produktion kom til, skabte han grundlaget for, hvad der senere er blevet en af landets betydeligste bedemandsforretninger.
Starten på bedemandsforretningen
Jens Anders Pedersen havde en datter hvis navn var Petra. Petra var en glad og lattermild pige, som senere lod sig uddanne som kontorassistent. Hun mødte tidligt i livet sin kommende mand, Hans Johansen Madsen og fredag d. 20. maj 1921 blev de gift. På daværende tidspunkt var Petra 20 mens Hans Johansen Madsen var to år ældre.
Kort tid efter giftemålet blev bedemandsforretningen begyndelsen til et helt familiedynasti. Petra varetog bogholderiet og var med sit udadvendte og varme væsen et stort aktiv for firmaet. Hans Johansen Madsen blev optaget i forretningen og drev den sammen med sin svigerfar, og det kom virksomheden til gode, at Hans J. Madsen havde en forudgående uddannelse som gartner. Hans Johansen Madsen satte for alvor gang i forretningen og virksomheden var på daværende tidspunkt kendt som Aarhus Ligkistemagasin.
Hans Johansen Madsen var en meget initiativrig mand og udover at udvide forretningen, kæmpede han også for fællesskabet blandt forretningsindehaverne i Jægergårdsgade.
H.J. Madsen
Jens Anders Pedersen drev forsat sit snedkeri og ved sin død i 1938 overtog H.J. Madsen forretningen og drev den frem til at være blandt landets største. Samtidigt var det også H.J. Madsens fortjeneste, at Bedemændenes Landsforening blev stiftet i 1957(I dag kendt som Brancheforeningen Danske Bedemænd). H.J. Madsen kæmpede for fælles etiske standarder i branchen og han var derfor formand for foreningen i de første vanskelige år. H.J. Madsen var kendt for at være en afmålt mand, og som tiden gik opkøbte han flere af byens mindre begravelsesforretninger.
I arbejdet for at højne bedemændenes anseelse blev H.J. Madsen også kendt som ”Alle bør vide Madsen”, idet han lod indrykke store annoncer i landets dagblade med overskriften: ”Alle bør vide, at det ikke er nødvendigt at være medlem af en ligbrændingsforening for at blive brændt”, som en kamp mod Ligbrændingsforeningen, hvis budskab var, at det var klogt at melde sig ind, hvis ens sidste ønske var kremering.
Hans Johansen Madsen fik sønnen Hugo J. Madsen som han overlod styringen af forretningen til i 1970. På daværende tidspunkt havde sønnen Hugo allerede været i forretningen i mange år, idet han ligesom hans far var trådt ind i firmaet i en ung alder. Hugo var handelsuddannet og i de år hvor han ledede forretningen skete der store udvidelser med afdelinger på Trøjborg, i Viby og i Højbjerg. Det var Hugo der traf den endelige beslutning om at nedlægge møbelforretningen og i stedet koncentrere arbejdet om bedemandsstillingen. Ligesom sin far var Hugo også formand for Bedemændenes Landsforening i årene 1977-1982. Hugo var med til at skabe foreningens garantiudvalg, hvis formål var at sikre kunderne fagligt respektfuldt arbejde. Dertil blev der også skabt et klageudvalg, som gav kunderne sikkerhed.
Hugo J. Madsen blev udnævnt til æresmedlem i 1994.
Tillid gennem 4 generationer
Hugo blev gift med Elsie, og sammen fik de tre sønner hvoraf den yngste, Michael F. Madsen, i dag er 4. generation i firmaet. Michael ønskede at være journalist eller historiker, og læste også på Aarhus universitet til at begynde med, men endte ligesom sine forgængere i bedemandsforretningen.
I 1983 blev Lars Kingo ansat i forretningen med fokus på at styre økonomien, idet Lars var uddannet bankmand. Lars tillærte sig i de mange efterfølgende år bedemandsfaget og i 1993 overtog han og sønnen Michael F. Madsen ledelsen i forretningen. I foråret 2022 gik Lars på pension og sønnen Peter Kingo overtog. Firmaet drives derfor i dag af Michael F. Madsen samt Peter Kingo.